Administrative stillinger til spændende brancheforening i den finansielle sektor


Lokale Pengeinstitutter (LOPI)
siger farvel til 2 centrale medarbejdere, der efter mange år i foreningen går på pension. Derfor søger LOPI hhv. en administrativ koordinator og en PA for ledere.

LOPI er en forening for 43 lokale banker, sparekasser og andelskasser i Danmark, Færøerne og Grønland. Foreningens formål er at styrke medlemmerne, fremme deres fælles interesser samt virke for en sund udvikling af den finansielle sektor. Sekretariatet i København, som består af 25 medarbejdere, er centrum for foreningens daglige virke og står til rådighed for medlemmerne med informationer, fællesordninger, service og rådgivning på en lang række områder.

Begge stillinger er placeret i foreningens afdeling for kommunikation og bestyrelsesbetjening, der også har ansvar for LOPI's velkomstområde og modtagelse af gæster. Stillingerne indgår i et team på tre, der dækker hinanden ind ved fravær. Der er tale om koordinerende roller, hvor kvalitetssikring og publicering af materiale på foreningens medlemsnet m.v. samt overholdelse af deadlines vil være en stor og vigtig del af arbejdet.

Den nye PA for ledere vil bl.a. blive ansvarlig for at drive og koordinere de administrative processer i forbindelse med foreningens bestyrelsesmateriale samt i PRAS, der er et fælles selskab. Dertil kommer ansvar for bl.a. opsætning, redigering, korrekturlæsning og publicering af materialet i SharePoint og Admincontrol for efterfølgende at forberede referater m.v.

Den nye administrative koordinator bliver en højt værdsat korrekturlæser blandt sine kolleger og vil få til opgave at publicere en lang række nyheder og dokumenter på LOPI's medlemsnet og intranet (SharePoint). Derudover vil man i denne stilling have ansvaret for at foretage større opdateringer på medlemsnettet af LOPI's omfangsrige håndbogs- og skabelonmateriale til støtte for medlemmerne.

Begge stillinger er placeret i foreningens nyistandsatte lokaler i Toldbodgade i København og refererer til kommunikationsdirektøren.

De rette kandidater har en relevant uddannelsesbaggrund og er dygtige til formidling på dansk. Dertil kommer:

  • Erfaring med sekretariatsarbejde i den finansielle sektor

  • Stærke sprogligt og grammatisk – også på engelsk

  • Kan begå sig tværorganisatorisk internt som eksternt

  • Team-orienterede og sparringspartnere

  • Strukturerede, eksekverende med sikker hånd og gode til at prioritere

​​I stillingen som PA for ledere er der desuden krav om erfaring med betjening af ledelse/direktion/bestyrelse på professionelt niveau.​

LOPI samarbejder med Pointer A/S om denne rekruttering. Du er derfor velkommen til at kontakte Business Researcher Jeppe Graae West Larsen hos Pointer A/S på 29 36 01 05. Enhver henvendelse vil blive behandlet fortroligt. Ansøgning sendes snarest til jwl@pointersearch.dk.