Jurist med interesse for pension og investering

​​​​Har du erfaring med eller interesse for at arbejde med juridiske og forretningsmæssige vinkler i relation til pengeinstitutternes investerings- og pensionsprodukter, og har du lyst til at være med til at varetage interesserne for landets lokale pengeinstitutter? Ja, så er det lige præcis dig, vi leder efter til vores afdeling for pension og investering.

Om jobbet
Pensions- og investeringsafdelingen er specialiseret inden for den lovgivning, der knytter sig til pengeinstitutternes ”Wealth Management”, og du kommer til at arbejde med en bred vifte af formueplejeydelser inden for investering, hvad enten det er almindelig opsparing eller pensionsopsparing. Du kan derfor se frem til meget varierede opgaver - og hvis du ikke allerede har det, vil du hurtigt opnå en stor juridisk viden og forretningsmæssig forståelse inden for de emner, vi arbejder med. 

Konkret kommer du blandt andet til at arbejde med MiFID-reglerne og spørgsmål i forbindelse med reguleringen inden for bæredygtig finansiering. I afdelingen vejleder vi også om praktisk børsret, f.eks. i forhold til insiderlister og de løbende oplysningsforpligtelser. 

I det daglige vil du eksempelvis:
    • Tale med medlemmer om problemstillinger ved udarbejdelse af investeringsprofiler 
    • Deltage i møder om fremtidige EU-regler om bæredygtige investeringer  
    • Udarbejde informationer til vores medlemsnet om indbetalingsgrænser på pensionsordninger
    • Lægge sidste hånd på præsentationer om ESG-rapportering ​

Om dig

Du har en baggrund som cand.jur. eller cand.merc. jur. og formentlig et par års relevant joberfaring – helst fra den finansielle sektor eller relevant myndighed.

Som person er du løsnings- og samarbejdsorienteret. Du er god til at skabe relationer med mange forskellige personer både i og uden for LOPI. Du trives med at have mange forskellige opgaver, og du har lyst til at udvikle dig fagligt. Du forstår at formidle komplicerede emner på en overskuelig og tilgængelig måde både skriftligt og mundtligt, ligesom du formår at kombinere din juridiske viden med en generel forståelse for de lokale pengeinstitutter og deres forretningsmodeller.


Om os

LOPI er brancheorganisation for 46 lokale banker, sparekasser og andelskasser i Danmark, Færøerne og Grønland. Vi arbejder for at styrke medlemmerne og skaffe dem de bedst mulige rammevilkår. Det betyder blandt andet, at foreningen virker som fælles talerør.

Vi er 25 kolleger, der hver især er specialister inden for eget område. Opgaverne løses individuelt og i fællesskab i et rart, uformelt og tværfagligt arbejdsmiljø, hvor vi også vægter sociale arrangementer højt. Hverdagen er som regel travl, og til tider kræver det en ekstra indsats.

Vi holder til i Toldbodgade 33 i København – få minutters gang fra Kongens Nytorv.


Interesseret?

Vil du vide mere, så kontakt pensions- og investeringsdirektør Jacob Roslyng Andersen på e-mail: jra@lopi.dk​ eller tlf. 33 41 84 26/40 49 16 69.


Ansøgningsfrist: 23. september 2022

Send din ansøgning sammen med dit CV til job@lopi.dk. Din ansøgning vil blive behandlet efter foreningens privatlivspolitik for jobansøgere. Samtaler holdes løbende, og tiltrædelse vil ske efter aftale.

Læs mere på www.lopi.dk